Min oplevelse med Nannas kropsterapi

 

Jeg føler mig allerede helt tryg fra begyndelsen med Nanna – det er et varmt og åbent rum, hun

byder mig ind i, hvor jeg føler jeg kan fortælle alt om, hvad der fylder. Nanna spørger ind til, hvad jeg

har brug for, både ift. smerter og spændinger i kroppen og ift. det mere eksistentielle. Jeg har ondt

mange steder i kroppen, og føler mig fremmedgjort – især fra min højre side, som er den maskuline

side, fortæller Nanna. Jeg kan blive så angst – for mennesker, fremtiden, døden, altmuligt i verden.

Da jeg ligger mig på briksen, får jeg et blødt tæppe om mig og føler mig virkelig godt tilpas. Undervejs

i terapien er Nanna vildt opmærksom på, hvad der sker i mig, og sørger hele tiden for at passe på mig

– både ved at spørge ind og ved at lægge hænderne, så jeg føler mig tryg og holdt. Nanna tager fat og

ryster min krop, trykker og rør og rammer steder og positioner, jeg slet ikke vidste, jeg kunne. Der

sker ting i min krop, som jeg aldrig har oplevet før – jeg har i lang tid ikke følt mig hjemme i min krop,

eller følt at jeg sådan rigtigt kan være i den eller endda i mit sind – jeg har følt store blokeringer for at

kunne grine, græde eller være oprigtigt glad. Det er svært at beskrive, men de her blokeringer

begynder simpelthen at løsne op under kropsterapien, så jeg mærker den her dybe dybe forbindelse

til mig selv og til alle de følelser og situationer, jeg normalt ikke kan rumme eller tænke på. Helt fra

min tidligste barndom til nu. Jeg oplever kort sagt, at få forbindelse til mig selv undervejs i terapien.

Og det gør, at jeg pludselig mærker rystelser allerinderst fra, fra sjælen, fra mit hjerte og et sted i

solar plexus, rystelser, der får mig til skiftevis at hulke, græde fuldstændyg ustyrligt og grine og

mærke al min sorg og al min glæde på samme tid. Det er i sig selv noget af det allermest

vidunderlige, jeg har oplevet – men det bliver kun vildere af, at jeg mærker, at jeg ikke er alene med

det – Nanne lægger sin hånd på mit bryst og fortæller, at hun holder mit hjerte, og pludselig er jeg

ikke alene mere. Altså, som i IKKE ALENE. Det har ellers været min grundlæggende følelse, mit

grundlæggende traume hele mit liv. At jeg var alene, forladt. At jeg ikke var værd at elske,

medmindre jeg ændrede mig til noget andet end mig selv, fremmedgjorde mig for mig selv. Pludselig:

Bum!!!! Eksplosion!!!! Er jeg helt som jeg skal være, jeg er okay. Jeg føler mig fri. Den her enorme

følelse af lykke og forbindelse og ro strømmer igennem mig – jeg oplever at være ét med mig selv

–følelsen af den allerinderste sandhed i alt, hvad vi er som mennesker, dyr, liv, eksistens – kærlighed,

lys, forbindelse, krop, sjæl. Det er så forløsende, at jeg ikke kan beskrive det med ord!!!!

Bagefter terapien, snakker vi lidt mens jeg ligger på briksen, og jeg kan bare være lige hvad jeg er. Da

jeg rejser mig, kan jeg slet ikke gå ordentligt, men det er helt okay, for jeg er okay. Sådan rigtigt, ægte

okay. Her dagen efter er jeg helt smadret og rundtosset i kroppen, jeg kan mærke, at jeg har en kerne

i mig, jeg ikke har mærket før, og at der er alle mulige affaldsstoffer – både fysiske, sjælelige og

psykiske, der er rystet ud af mig og som er i færd med at forlade min krop. Mit pis er helt gult og jeg

hoster og harker, udskiller alt mørket. Men jeg er ikke angst. Jeg er okay. Jeg er afgrænset, føler mig

som mig selv. Jeg tror på fremtiden. Jeg vil fortsætte i den her magiske terapi, der sætter mig fri.

 

Kh.

Benjamin

​